318 OLAF POULSEN.
Ting, han havde lært i Mellemtiden, fordi man ikke havde fundet Behag i de første, men Phister bad om Holberg. Saa tog Poulsen igen fat paa Jacob i Erasmus Montanus, og den gamle Kender havde kun set meget Lidt, før han erklærede, at han nok skulde tage sig af Drengen. Han afskedigede øjeblikkeligt den Elev, han var i Færd med at instruere, og skaffede endog Poulsen en ubetydelig Gage. Denne fik Brev paa, at han var ansat med specielt Hensyn til den Holbergske Komedie.
Det havde maaske endda været bedre for Poulsen, om Phister slet ikke var kommet. Han vilde være gaaet til et af vore Sekundtheatre, var i kort Tid blevet dettes første komiske Kraft, havde erholdt dobbelt eller tredobbelt saamange Roller, som i samme Tidsrum ved det kongelige, havde faaet sit Talent prøvet og udtrukket i hver mindste Fold og Kant, og havde maaske betraadt Nationalscenen som fuldmoden Kunstner. Istedenfor har Olaf Poulsen i lang Tid været fordømt til at være en anden endnu levende Kunstners slaviske Kopi, til at være Phister om igen.
Det var i Sandhed en bedrøvelig Beskæftigelse, og det var næsten ikke muligt for ham, hvad han saa gjorde, at behage Publikum. Jeg kom ofte til at tænke paa den melankolske Billedhuggers Replik i Dumas' Diane de Lys, hvor denne forklarer, hvorfor hans Kaldsfæller ere saa ulykkeligt stillede: »Saalænge vi ikke har gjort en Venus, siger man, at vi ingenting kan. Saasnart vi gør en nøgen Kvinde, siger man, at det er en Venus, og naar vi har lavet en Venus, siger man, at Venus fra Milo er bedre«. — Poulsen havde det ikke meget bedre. Hvergang han fik en ny Rolle, var det en af Phisters gamle, naar han spillede den,
