OLAF POULSEN. 321
saa at de kom til at optræde sammen første Gang. Det var den 16. April 1867, en for den danske Skuespilkunst betydningsfuld Aften. Olaf Poulsen debuterede som Jacob i Erasmus Montanus.
Det var ikke saa frisk en Fremstilling, som det rimeligvis havde været, da han et Aarstid i Forvejen aflagde Prøve i denne Rolle. Nu var hvert Ord indtærpet, hver Betoning tillært, hver Gestus og Mine indexerceret, paa Kommando. Poulsen spillede som et Uhrværk, der er trukket op og gaar fort med Mekanismens hele Paalidelighed. Phister havde sagt »Le!« og saa lo han, »Løb!« og saa løb han — der var ingen Indvendinger at stille op imod Lærerens Befalinger. Det gjorde et lidt uhyggeligt Indtryk at se Jacob komme styrtende ind for at melde sin Broders Ankomst: der var slet intet ægte Skælmeri bag dette brede Smil, det var kun sagt Eleven, med hvilke Betoninger han skulde være naiv, og saa efterlignede han dem.
Det var ikke mange Roller, Phister havde indstuderet med Poulsen: Jacob, Henrik i Maskeraden og Troels i Barselstuen, men saa var det til Gengæld gjort des grundigere. Phister havde lært ham en overtroisk Respekt for sin egen Guddom. Hvis blot Poulsen forandrede en Tøddel i Teksten, byttede et men eller et og om, fór Læreren op og irettesatte den Skyldige, der havde profaneret det hellige Ord. Det var en Undervisning, som ikke gav Eleven nogen Frihed eller understøttede hans Selvtænkning. Man maa dog ikke undre sig over, at Phister efterhaanden var blevet fast i sin Tro paa, at hans Opfattelse, ikke blot af den hele Karakter, men af selve den enkelte Replik, var den ene rigtige. Han havde jo i Virkeligheden i mange Aar været
21
