322 OLAF POULSEN.
Selvhersker over den Holbergske Tradition. Han fordrede til Enkeltheder, at Poulsen skulde eftergøre hans rytmiske Diktion, og var lykkelig, naar hans Discipel kopierede ham abeagtigt. Saa udtømte han sig i Lovprisninger over hans Talent.
Og nu vilde Ulykken, at Poulsen ikke var uden Lighed med Phister, og ved den daglige Omgang og evige Kopieren kom til at antage sin Lærers Gang, Holdning og Manerer, selv udenfor Scenen. Ganske ung som han var, lod han sig helt omforme, og troede paa den Maade at være Sejren vis. Men ved Debuten fik han at høre, at han ganske sikkert besad en stor Begavelse for Imitation, men at man ønskede at se hans egen Personlighed bryde frem igennem hans Kunst. Det var nu næsten en for stor Fordring at stille til en Attenaarig.
Den følgende Sæson bragte ham ikke i Forgrunden, Han fik Peter Ravns store Rolle i En Spurv i Tranedans, men var ikke heldig. Spillet var traditionelt, Svendemanererne vare saadanne, som engang ere fastslaaede paa Scenen, Figuren var ikke set, og det var fremfor alt ingen Skræddersvend. Poulsen følte noget af dette selv, han gjorde ved Prøverne et Forsøg paa at karakterisere Peter Ravn skarpere, paa at give ham simplere men ægtere Gestus, men øjeblikkeligt var Phister tilstede og fraraadede ham sligt Han vilde have, at Rollen skulde være sympatetisk, og Peter Ravn rettede sig efter »Mester«. Men fra den Tid af var der Revolte i Poulsens Sjæl mod det strænge Regiments, han var sat under, og han besluttede ved førstkommende Lejlighed at undslippe derfra. Saa skulde han vise, hvad han duede til paa egen Haand.
