326 OLAF POULSEN.
løseligt. Derimod skorter det ham paa den Fasthed, som giver den dybere Karakteristik, idet den gennemarbejder en Figur ud i de mindste Enkeltheder. Han kommer let i Rollens Løb til at forlade sig paa sit Lune og derved give mange og forskellige Personligheder et vist ensartet Gemytlighedens Overtræk. Han har derfor opnaaet sine største Virkninger i episodiske Figurer, saadanne der blot forekomme i en enkelt Scene eller Situation, hvor han hastigt kunde drage et Billede forbi Tilskuerens Øje. Han var fortrinlig som Sognepræsten i En Fallit. Han havde en Diktion, der var sammensat af alle de Latterligheder, som klæbe ved den præstelige Salvelse. At Satiren var træffende er uomtvisteligt. Mange vilde paadutte ham, at han havde kopieret en bestemt københavnsk Præst, men hver antog en forskellig — det bedste Bevis for, at Poulsen havde holdt sig indenfor god Kunsts Grænser. Præsten optræder kun i en eneste Scene, og man kunde ikke undlade at beklage dette, fordi Figuren var saa morsom, men Spørgsmaalet er om Poulsen havde slaaet til, hvis vi skulde have set mere end hans Velærværdigheds Fysiognomi.
I andre Smaaroller har han vist den samme Evne Lil med et Par Streger at tegne et Hoved. Man husker maaske, hvorledes den Læredreng, som Poulsen havde at fremstille i Mestersangerne fra Nürnberg, kom til at indtage en uforholdsmæssig Plads paa vor Scene. Den geniale Wagnerske Opera fandtes til vort Publikums Skam kedelig, og da Poulsen paatog sig at afbryde de langstrakte Harmonier med alskens Løjer, vare Tilskuerne ham yderst taknemlige. Han havde vist næppe en Replik at sige i hele Stykket, men var i Miner og Gestus saa forsoren en Gadedreng, som
