OLAF POULSEN. 327
muligvis først vort Aarhundredes Kultur har kendt. Der ligger øjensynligt i Poulsens Naturel en ungdommelig Kaadhed, som han kun sjældent finder Anvendelse for i det Repertoire, der bliver ham til Del, og som han derfor undertiden forsøger at lirke ind hvor det ikke hører hjemme. Hans Miton i Kongen har sagt det var et Udslag af denne Kaadhed. Nu kan man gærne fortælle, hvad der dengang var en offentlig Hemmelighed, at Poulsen med næsten aristofanisk Frihed havde benyttet Bournonvilles ejendommelige Væsen til Forbillede for den franske Balletmester. Endogsaa de smaa Bilyde. som vanheldede Bournonvilles Organ, havde Poulsen anvendt i sin Kopi, hvis Dristighed man tilgav for dens Morsomheds Skyld. Der var heller intet Ondt ment med denne Parodi, den skyldtes tildels den Omstændighed, at Poulsen jo aldrig havde set nogen anden Balletmester end den danske, og var nødt til at tage sit Stof hvor han fandt det, dels var det hin Ungdommelighed, som holdtes undertrykt i den unge Skuespillers Talent, som her skaffede sig Luft. Han finder det ogsaa med Rette mere tilladt at slaa Gækken løs i den komiske Opera. Naar han saaledes er Faarehyrden Agnelet i Advokat Pathelin er det nok muligt, at han overdriver det Faareagtige hos denne, hvormeget end Hjorden skal have smittet Driveren; men han er langt morsommere i denne Rolle end den yngre Coquelin er i den gamle Farce, som ligger til Grund for Operetten. Den franske Skuespiller er ligesaa tung i sin Komik, som Poulsen er frisk og sprudlende. Man mærker aldrig Indstuderingen, skønt den sikkert er overmaade omhyggelig.
