328 OLAF POULSEN.
Her kan jeg nævne hans Jean i Jeannettes Bryllup, der staar som et Mønster for, hvorledes man skal forme en Bondefigur, der ikke hører hjemme i den virkelige Verden men paa Opéra comique, og Johan i Ungdom og Galskab, hvor hans Forklædning var morsom. Den Indvending, man kan rejse mod Poulsen i denne og lignende Roller, er, at han træder i altfor nært Forhold til Publikum. Det gælder ogsaa Crispin i Skatten og tildels Sosie i Amphitryon. I den allerførste Scene var det allerede tydeligt, at Poulsen tog Sosie altfor maskeagtigt. Amphitryons Tjener kommer skælvende ind i Mørket; han har som en ussel Kryster tilbragt Slagdagen ved Proviantvognen, og han forudser, at Alkmene, til hvem han har Ærinde, vil udspørge ham om Kampens Omskiftelser. Han finder det forsigtigst at forberede sin Diskurs, og for at komme i Illusion, stiller han sin Blændlygte op paa Gulvet, søger at indbilde sig at Lygten er Alkmene og gebærder sig dernæst overfor denne som han vilde finde det passende overfor sin Herskerinde. Den komiske Virkning skal ved Siden af Talens Snurrighed bero paa, at Sosies ærbødige Buk og megen Veltalenhed rettes til en Lygte. Thi Sosie er naiv, er i Illusion. Man mærkede ikke dette paa Poulsen; han glemte ikke, at der var Tilskuere i Theatret, som betragtede Sosie, han gik ikke op i Situationen. Naar man lyttede til de afsides Repliker, i hvilke Sosie beundrede sin egen Veltalenhed, syntes man, at de vare henvendte til En selv. For at vække Latter, lagde Poulsen sig ned paa Gulvet saa lang som han var og prædikede med megen Iver ind i Lygten; det saa snurrigt ud, men den virkelige Sosie, for hvem den forestiller Alkmene, vilde ikke bære sig saaledes ad, men tværtimod
