330 OLAF POULSEN.
at bruge alt det Farceagtige og Gaminagtige, som hans Lune rummer.
III.
Det har længe været Olaf Poulsens Ærgerrighed at spille store halvalvorlige Karakterroller og han har i de sidste Aar gjort respektable Forsøg i den Retning. Man vil forstaa, hvormange Hindringer han støder paa. Først hans Ungdom, som han har Møje med at skjule i ældre Roller: ved en Betoning eller Gestus rives man pludseligt ud af Illusionen; hans Peponet i Skikkelige Folk led meget herunder. Dernæst hans kunstneriske Opdragelse, som netop ledede ham henimod den maskeagtige Komik. Endelig hans eget Naturel, der ikke er nogen Alvorsmands.
Man kan sikkert spaa, at Henrikrollerne efterhaanden ville blive hans aandelige Eje. Han vil glemme den tillærte Elegance og fremhæve Nybodersdrengen hos Henrik, Gavtyven hos Scapin. Der er mere Trods hos ham end hos Phister, som for Eksempel aldrig tænkte paa at forlade det kongelige Theater, der netop syntes ham den eneste Boldgade for hans Talent — medens Poulsen hyppigt gaar om med Exileringsplaner. Han bryder sig endelig ikke fuldt saa meget som Phister om Publikums stadige Sympati med den fremstillede Skikkelse og han vil lære at sætte mindre Pris paa dets Latter. Hans Henrik vil engang forme sig som en trodsig og kaad Knøs, der gør Nar af alle og har næsten ligesaa stærk en Vilje som Forstand.
Poulsen har havt det Uheld, at den største Karakterrolle, han har spillet, kunde holdes nær op mod det Maskeagtige og derfor ikke var ham lærerig nok. Hans Mercadet i Bal-
