OLAF POULSEN. 331
zacs Spekulantdrama var langtfra alvorlig nok. Den franske Skuespiller Got begrunder hele sit Spil paa den Replik, som Mercadet i sidste Øjeblik, da Lykken endelig tilsmiler ham, siger til sin Hustru: »Det var paa Tide, jeg kunde ikke mer, jeg levede ikke mer.« Bagved al Mercadets Livlighed og flydende Tale skimtede man bestandigt en knugende Sørgmodighed og Angst. Han var i Virkeligheden træt og sløv, men maatte for Verden synes i fuld Fart og ved godt Mod. Man fik den dybeste Medlidenhed med den ulykkelige Mand, der var tvungen til at ydmyge sig saa sjælsfordærveligt, for at frelse sig fra den bestandige Havsnød, i hvilken Bølgerne truede med at slaa sammen over Hovedet paa ham. Got sank hyppigt hen, lænede sig udmattet til en Stol, som om han var ved at falde om; kun ved en voldsom Viljesanstrængelse stivnede han sig atter, fór op og udgød nu en Ildregn af Ord over sine Forfølgere.
Olaf Poulsen syntes derimod overvejende i godt Humør. Man fik næsten en Fornemmelse, som om det morede Mercadet at spille disse oprivende Komedier med sine Kreditorer, som Balzac kendte saa godt af Erfaring — her indfandt sig hos Tilskueren en forstyrrende Erindring om Henriks Lystighed, naar han klæder sig ud. Det hjalp ikke, at Poulsens Maske var fortrinlig, at mange Repliker sagdes med virkelig Virtuositet, Grundskaden var der: vi maatte endnu nøjes med Figurens Fysiognomi.
Men jeg vil henlede Opmærksomheden paa, at Poulsen i Magdalene Thoresens Inden Døre gav et i Tegning og Farve ægte Billede af den forknytte og godmodige Mægler Eimer. Det er en rørende Rolle i Overskous Maner. Mon det ikke skulde være rettest at Poulsens Talent nogen
