EMIL POULSEN. 335
ville det Nye, komme sjældent i Mode, og Publikums Gunst vindes ikke let af den, der ikke slaar af eller smigrer for dets Smag. Dog det Sidste har Poulsen ingenlunde gjort. Men han er — jeg taler overalt kun om det Kunstpsykologiske — en blød Natur, med hvis Opfattelse af Fornemhed det stemmer ikke at sætte nogen Sag paa Spidsen. Det er det Vage og Lyriske i hans Begavelse, som er kommet til Orde i Roller, som Bertran de Born og Ambrosius; de repræsenterede næppe, tror jeg, hans Kunsts Ideal, men han drages alligevel ved mange, maaske i Ungdomsaarene nærede Sympatier mod Fortidens Poesi, samtidigt med at han føler sig kraftigst som Kunstner, naar den moderne Tidsaands Opgaver lægge Beslag paa ham. Han interesserer sig langt mere for det Nye, men han vil ikke afgjort skyde det Gamle bort. Kort sagt, han tager ikke Parti.
At Poulsen har overtaget saa forskellige Roller, ligger tildels i, at han har følt en stærk Trang til bestandigt at være aandeligt sysselsat. Desuden trættes han hurtigt af en Rolle; naar han har spillet den nogle Gange, har den egentlig ikke mere Interesse for ham, og saa er hans Fremstilling ofte skødesløs. Tiltaler Stykket ham ikke, vil han endogsaa i en ny Rolle vise en betydelig Nonchalance; han spiller da overvejende ved Soufflørens Hjælp. Han har næppe stor Respekt for Publikum, men det er dets egen Skyld, idet det har forvænt ham. Han indtager desuden en saa fremragende Stilling ved Theatret, at han og Broderen, hvis Begavelse mærkeligt supplerer hans, egentlig bære hele Repertoiret. Og imellem dem og deres jævnaldrende Kolleger er der det Svælg, der breder sig mellem Talent og Brugbarhed. Naar en Kunstner indtager en
