EMIL POULSEN. 337
borttog hele sin fortrinlige Maske og spillede med sit eget Ansigt, uden de forvirrede Miner og Lader fra første Debut. Grunden til denne Tilintetgørelse af det mest Ejendommelige ved Fremstillingen er ikke let at forstaa; man maa undre sig over, at Skuespilleren med Magt vilde bort fra hin berettigede Dristighed, der netop paatrykte hans Erasmus Montanus dens klassiske Stempel.
Havde man stemt Forventningerne højt efter første Debut, saa sank de betydeligt ved de følgende. Den anden var Gert Westphaler, hvilken Poulsen spillede med en tynd, lidt pibende Stemme, som han med stort Held havde brugt ved en Studenterforestilling, hvor han var Harlekin i Et Eventyr i Dyrehaven af Hertz. Dette paatagne Mæle slog Klik for ham paa det kongelige Theater, de halve Ord gik tabt, og man lo ikke en eneste Gang. Jeg husker hvilken uhyggelig Stemning der efterhaanden udbredte sig i Theatret: man blev ved denne mislykkede Komik greben af den samme Almensamvittighed, der f. Eks. bringer En til at føle sig flov, naar Ens Næste kompromitterer sig som daarlig Skaaltaler.
Ved tredje Debut hævede Poulsen sig atter noget. Han spillede Grev de Bussières i De Utrøstelige med sit eget Ydre i moderne Dragt. Man blev nu først var hvor indtagende en Theaterpersonlighed han raadede over, men man saa' ogsaa, hvor kejtet han endnu bevægede sig paa Scenen: det kostede ham utrolige Anstrængelser at flytte sig fra den ene Side af Gulvet til den anden. Det let Melankolske i Rollen traadte meget klædeligt frem; Hovedsagen var dog, at man fik at høre, hvor smukt et Dansk han talte med en aldeles fejlfri Stemme. Meget klangfuldt eller stort er hans
22
