340 EMIL POULSEN.
Læberne, som ikke bevæger sig i erotiske Følelser eller staar i heltemodige Stillinger, formaar Emil Poulsen ikke ret at spille. Den bløde Erotik og den lyriske Pragt ligger saa godt for ham, at han føler sig svag overfor den store Alvor eller den stærke Lidenskab. Derfor faldt den unge Sømands tarvelige Prosa i Capriciosa ham saa mundret og derfor var han tilstrækkelig ridderlig som Prins Julian i Amanda. Han udførte ogsaa med stor Virtuositet Titelrollen i Ferréol, fordi han hele Stykket igennem skulde kaste sig i lutter nervøs Ophidselse: snart skulde Ferréol vaere ængstelig for, at hans Kærlighed og Hemmelighed skulde røbes, snart skælve for sin Elskedes Liv og Ære, saa klage over, at en Uskyldig domfældtes og endelig selv lade sig dømme ligesaa uskyldig. Stor Dybde havde Sardous Drama ikke.
Man vil nu forstaa, hvorledes det gik til, at Bertran de Born og Ambrosius afgave ham to Glansroller. Det er ikke min Agt at indlade mig paa disse Stykkers æstetiske Værd, undtagen forsaavidt det vedkommer vor Skuespilkunsts Historie. Det angaar os ikke her, at begge til en vis Grad vare eller i alt Fald bleve opfattede som Protestdramaer, det Afgørende er, at de ingen alvorlige Opgaver frembød for den Spillende. De indeholde ingen Karakterskildringer, som afæske Skuespilleren Studium og opildne hans Fantasi. Personerne ere Theaterdukker, Kostumebærere, for hvilke, stik imod det gamle Ord, alt Menneskeligt er fremmed.
Her var intet at spille, her kunde kun deklameres højt eller hviskes sentimentalt. Emil Poulsen tog noget forskelligt fat paa disse ensartede Roller. Han var i Bertran de Born saa kæk og frisk, som det var ham muligt; derimod var han
