EMIL POULSEN. 341
smeltende blød i Ambrosius. For en meget overlegen Fremstilling havde det maaske været gørligt at skabe Rollen saaledes om, at Tilskueren skimtede den dovne Student, det forfaldne Geni, den drikkelystne Bohémien bagved den prækende Seraf. Vel sandt, ingen Skuespiller kan gaa længer end hans Rolles Tøjr tillader, alligevel bevægede Poulsen sig lidt for selvvelbehageligt i det ambrosianske Kostume.
Da han efter at have spillet Bertran de Born, var rykket op til Scenens første Elsker, tildeltes der ham eller forlangte han den største erotiske Rolle, der overhovedet gives, nemlig Romeo. Det er ikke værdt at dvæle længe ved dette Misgreb. Poulsens Kunst var altfor veg til at spænde over Shakspeares Erotik: han var en Romeo uden Ild og Lidenskab, ja selv i sidste Akt, hvor man kunde have ventet, at de melankolske Udbrud vilde have kaldt det Bedste frem hos Fremstilleren, var Diktionen slap og traditionel. Her var det Moderate ikke paa sin Plads.
Poulsen, som egner sig udmærket til bløde eller romantisk farvede Roller, formaar endnu ikke at spille de Mænd, som sætte Livet ind paa en Ide eller Lidenskab. Han vilde heller ikke være den betydelige Kunstner, han er, hvis hans Talent kun havde ført ham til at fremstille de Skikkelser, der skulle vinde Publikums Yndest. Den Opgave er ham for lille, og han tager sig den let. Hans Ære er det at have arbejdet paa at uddanne sig til saadanne Karakterroller, hvor det smukke Ydre og den klare Stemme ikke slaar til.
II.
Efter at have udført Bisp Popo i Palnatoke og Ulf i Pottemager Walter, aabenbarede Poulsen endelig, hvad
