342 EMIL POULSEN.
hans Talent kunde hæve sig til ved den geniale Udførelse af Bisp Nikolas i Kongsemnerne. Han var ikke blot den eneste ved Udførelsen, der stod i Højde med Stykket, men der var siden Michael Wiehes Tid overhovedet ikke set en saadan Præstation i det alvorlige Drama paa det kongelige Theaters Scene. Selv det store Publikum forbavsedes over, at den unge Mand havde formaaet at paatage sig en Oldings Udseende, og beundrede den mægtige Virkning, han øvede paa Tilskuernes Fantasi.
Poulsens Ydre var fortrinligt. Det magre Ansigt med de blege, indfaldne Kinder og den tandløse Mund vidnede om Sygdom og Svækkelse; men de dybtliggende Øjne, det funklende Blik med dets urolige Paapassenhed viste, at Sjælens Kraft ikke var udslukt i det svage Legeme Bestandigt spejdede disse vilde Øjne omkring og bevogtede enhver Talendes Ansigtstræk, som om de vilde se ham ind i Sjælen; det syntes, som om al den geniale Kraft og dæmoniske Magt, Bisp Nikolas besidder, var samlet i hans voldsomme, uhyggelige Blik. Fortræffeligt var paa den anden Side Bispens legemlige Afmagt antydet ved hans mesterligt gennemførte Gang, den indskrumpede, krumbøjede Skikkelse bevægede sig frem i smaa Hop, Det var Sæt paa Sæt, bestandig efterfulgte af en kraftesløs Falden-tilbage; hele Bispens Væsen betegnedes symbolsk herved. Ogsaa Stemmen angav paa en meget ejendommelig Maade Bispens Kraftesløshed og Livets bestandig svagere Opblussen i det sygelige Legeme. Stemmen havde dog ingen oldingeagtig Klang, den var ikke tynd, slæbende eller utydelig, tværtimod, den var fuld og stor, og Bisp Nikolas talte i lutter Brysttoner, men paa samme Tid beherskedes den af
