Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/352

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

EMIL POULSEN. 343

en vis Dragen, en bestandig Hæven og Synken, der frembragte det Indtryk, at Bispen kun talte ved Hjælp af en overordentlig Anstrængelse, og at han hver Gang maatte samle sin hele Styrke for at faa Sætningen bragt til Ende. Ved denne Stemme blev det Poulsen muligt at fremstille Nikolas' Vildskab og Trods med al den Kraft, der fordredes og tillige give den lange Dødskamp et naturligt Udtryk gennem Talens brudte og dumpe Klang.

Poulsen spillede med udpræget naturalistisk Tendens, Han fremstillede hensynsløst den Døendes Bevægelser, hans Famlen med Fingrene efter sine Tæpper, hans ynkelige Klynken og Rallen. Han havde opfattet Hadet som Grundtrækket i Bisp Nikolas' Karakter, og dette fandt atter sit Udtryk i Haan. Derfor spillede der om hans Mund et bestandigt Smil, snart bittert og hvast, snart spottende, snart straalende af dæmonisk Glæde. Ganske i Karakteren var det saaledes, at Nikolas, hvor Jarlens Søster i hellig Begejstring forkynder den uheldsvangre Spaadom om Norges Fremtid, betragtede hende med sit spodske og haanlige Smil, idet han viste hende til Dagfinn Bonde, og med sine Gebærder antydede, at hun var at anse som afsindig. Denne Spot kom tilsyne paa Bispens Ansigt, hvergang de øvrige Personer nævnede noget, som for dem hørte ind under det Ædle og Hellige. Af det helt igennem fortrinlige Spil vil jeg kun minde om et enkelt Indfald. I Slutningen af anden Akt har Bisp Nikolas tirret og fristet Jarlen af yderste Evne, faaet alle onde Lyster op i ham og bragt ham til Toppunktet af Raseri. Da Jarlen er gaaet bort, ender han Akten med disse Ord: »Ja, saa lider jeg Jarlen«. Det syntes her rimeligt at fremhæve Ordet »saa«, alligevel lod Poulsen hele