Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/353

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

344 EMIL POULSEN.

Sætningens Vægt falde paa »jeg«. Man maa have hørt denne Replik for at forstaa, hvormeget denne Betoning kom til at betyde. Ved Fremhævelsen af dette lille Ord anskueliggjordes Bisp Nikolas' Personlighed med dramatisk Tydelighed: man følte, at det var ham, der havde handlet med Jarlen som han vilde, og at han virkede som hans onde Aand. Betonet paa den første Maade vilde Repliken have kastet et Lys over Jarlens Væsen i denne Scene, vilde have resumeret den for os ved at vise os den Side af Jarlens Karakter, som var Bisp Nikolas tilpas. Betonet som Poulsen gjorde det, gjorde den Bisp Nikolas til Scenens Herre: han stod for os som Jarlen langt overlegen. Man forstod, at han havde beregnet deres Sammentræf og snildt belagt sine Ord for at drive Jarlen til det Punkt, hvor han kunde lide ham, det vil sige bruge ham og føre ham som han vilde.

Efter denne opsigtvækkende Præstation foregik der med Poulsen nogen Tid det Samme, som jeg har nævnt, at der hændtes Mantzius. Ligesom denne ikke kunde slippe Lieutenant von Buddinges Diktion, saaledes kunde Poulsen ikke blive af med Bisp Nikolas' hule Stemme. Han havde saaledes talt sig ind i den, saaledes udarbejdet den til Benyttelse, hvor det gjaldt at fremstille en Djævel af et Menneske. at han uvilkaarligt kom til at anvende den, naar han skulde spille Dramaernes onde Aander. Han fik mange af disse. Han skabte sig en god Italienermaske som Jachimo i Cymbeline, men han var altfor melodramatisk. Shakspeare har villet, at Jachimos Udfordring til Posthumus skal ske ved et Drikkelag i det Overmod, som Rusen giver. Jachimo begaar en Dumhed, som sidenhen driver ham til slette Handlinger. Der var da ingen Mening i, at Poulsen som Jachimo