Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/354

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

EMIL POULSEN. 345

straks ved Posthumus' Indtrædelse gebærdede sig som et rasende Menneske, gik omkring ham med hadefulde og skulende Blikke, saa Tilskuerne maatte tro, at han gemte paa et længe næret Had til Posthumus, uagtet denne i Virkeligheden er ham ganske fremmed. Man forstod ikke, at Jachimo kun er en overmodig af Damegunst forvænt Kavaler, men ingen misundelig Galdesyg.

Den Monotoni, som Bisp Nikolas kunde taale, passede ikke i andre Roller. Poulsens Georgios i Væringerne i Miklagard syntes saa stilløs, fordi den hule Affektation ikke opfattedes individuelt, og bestandigt hørte man her Bisp Nikolas' Haan lyde gennem de Oehlenschlägerske Jamber; men slemmere var det dog, at Reminiscenser fra denne Rolle endogsaa tyngede paa Shylock, som Poulsen besad saamange Betingelser for at spille.

Jeg tror iøvrigt, at Poulsens Opfattelse af denne Rolle var paavirket af Lewinsky. Den store wienske Skuespiller lader Shylock i den sidste Scene gebærde sig som en Afsindig: han er ved at styrte om, da han skal gaa bort, og Tilskuerne faa et bestemt Indtryk af, at Shylocks Dage ere talte, han vil ikke overleve den Spot og det Tab, der er overgaaet ham. For nu at naa til denne Virkning er Skuespilleren nødt til at lade Hadet hos Shylock fremtræde paa Bekostning af hans andre Egenskaber og lade dem alle fortrænges af den berettigede Hævnfølelse hos den undertrykte Jøde mod de Kristne. Poulsen lagde hele Vægten paa Shylocks jødiske Lidenskab, fra sin første Indtrædelse paa Scenen og hele Stykket igennem gebærdede han sig som et vildt Menneske. Aldrig undte Shylock sig mindste Ro, bestandig udslyngedes hans Vredes Lyn, be-