EMIL POULSEN. 347
Vis ligesaa furiøs. Men det forekommer mig netop betegnende for Kunstnerens Psykologi, at hos ham Raseri og Lidenskab falde sammen og at man efter hans Opfattelse ikke kan være lidenskabelig uden at skære Tænder og fraade som et Dyr. Det er denne forældede Forestilling, som bevirker, at han ikke fremstiller fint afskyggede Skikkelser.
Misanthropen afgiver et fremragende Bevis herfor. Poulsen lader Alceste være mere kolerisk end melankolsk; han synes bestandig i Affekt, en Skændegæst, der med vrede Ord revser enhver Modsigelse og haaner enhver afvigende Mening. Skuespilleren har villet forklare Alcestes Misanthropi ud fra hans Kærlighed til Célimène. Saameget urimeligere er det da, at han har gjort Alceste til en ganske ung Mand. En Mand paa 25 Aar har ikke Meninger som Alcestes og elsker ikke med en Kærlighed som hans. Moliere var 44 Aar, da han skrev Stykket og spillede Hovedrollen og man fejler vist næppe ved at tillægge Alceste en Alder, der kommer denne nær. Der tales ogsaa formeget i Stykket om hans Fortjenester til at man kan tro ham helt ung. Er Misanthropen da henved de Fyrre, maa Spillet helt forandres: den opfarende stærke Tone burde opgives og istedenfor træde en mørk og melankolsk, der kun i enkelte Øjeblikke slog over i Hidsighed. Alceste er ingen fyrig Elsker, men en ulykkelig Middelaldrende, hvem forblindet Kærlighed plager og ødelægger. Poulsen er altfor tilbøjelig til i sin Kunst at hævde, at Mennesker vise sig som de virkelig ere. Det gælder tildels for en Bisp Nikolas — det gjaldt sikkert for den Mængde tomme Elskere og Riddere han har spillet — men denne Ulyst til at gaa tilbunds i Sjælelivet spores altfor stærkt i hans Karakterroller.
