352 EMIL POULSEN.
Saalænge han holder sig til de klassiske Opgaver og den historiske Skikkelse, kan han tye ind i en Abstraktion, men i slige moderne Roller maa han leve og lide. Her kan han ikke frembringe Indtrykket af Virkelighed uden at være sand.
Emil Poulsen har hidtil i vor Skuespilkunst repræsenteret det Samme som Vilhelm Bergsøe i vor Literatur. Begge besidde en lyrisk Fortællerevne, der undertiden kan blive sentimental, og en malerisk Fantasi, der ikke frygter det Effektfulde. Begge Kunstnere ere meget intelligente og have en stor Agtelse for deres Kunst; ingen af dem støder Publikums Smag. Hvad begge mangle er den personlige Drift, den geniale Lidenskab, som bringer Kunstneren til at sætte Livet ind paa sit Værk. De ere begge lidt for »dannede«, Naturen forsvinder under Kostumet.
Saaledes var Emil Poulsen i alt Fald en Tid lang, men han vil ikke kunne holde dette Standpunkt. Den nye Poesi vil affordre ham en stærkere Kunst. Han véd desuden selv, at naar Ambrosius af sporløst glemt, vil hans Navn endnu være knyttet til Biskop Nikolas og Helmer.
