Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/37

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

28

MICHAEL WIEHE.

som det nu er og »som kun en i lyrisk Deklamation stærkt udviklet Skuespiller vilde kunne sige det«. Kort sagt, han vilde blive en ældre, men tillige elegantere, mildere, skønnere Personlighed, der vilde virke ganske anderledes vemodigt rørende. Det er muligt, at denne Opfattelse er den rigtige, ja paa Grund af min Tillid til den, fra hvem den kommer, nødes jeg til at sige, det er vel endogsaa sandsynligt, skønt jeg ikke for Øjeblikket kan indse det, men netop af denne Grund kommer jeg dog nu til at gaa lidt i Detail med Hensyn til min egen Opfattelse, for dog at forsvare mig inden Sagen gaar til Doms«.

Det er ikke meget vanskeligt at gætte, hvem denne kunstforstandige Modstander var, han røber sig paa Mælet. Det er En, som ikke yndede Lyrik i dramatisk Kunst og som troede paa, at det gennemdannede Menneske altid maatte bevare en vis rolig Overlegenhed. Hvad Sagens Realitet angaar, saa fristes man til med den politiske Kandestøber at udbryde: Denne har jo ogsaa Ret. Begge de stridende Parter læse deres egen Personlighed ud af Rollen. Muligvis havde Hertz slet ikke tænkt saa dybt over Sagen som Wiehe, der i det Følgende forsvarer sin Anskuelse med, at Aandsmodenhed, uafhængig af Livet, synes ham en Umulighed, og at Tadeo desuden bestandig er uklar over sig selv; han ender det lange Brev med følgende karakteristiske Slutning.

»Hvis nu dette er rigtigt (hvad det forresten vel ikke er) og Tadeo altsaa er en Aand, der strider for at komme til Klarhed, da falder selvfølgeligt den milde Overlegenhed bort; han kan vel paa en Maade se overlegen ud, forsaavidt som man kan se paa ham, at han fører et Tankeliv, hvilke