Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/40

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

31

MICHAEL WIEHE.

Martyr. Og denne Religion var ikke af protestantisk Natur — saalidt som nogen anden romantisk Tro — det var en ren katolsk Helgendyrkelse, en glødende fanatisk Madonnatilbedelse.

Saaledes i Maria Stuart. Hvor var ikke hans Lidenskab skøn og himmelstormende, der hvor Mortimer sammenblander den jordiske noget verdslige Maria med den hellige Gudsmoder. Her i denne Rolle, hvor han udfoldede saa stor en plastisk Skønhed, at havde man kunnet tage en Række Gibsafstøbninger over ham, havde man besiddet de dejligste Statuer — her lignede han en af hine Correggioske Figurer, der vender Blikket op imod den skønne unge Madonna paa Himmeltronen, og i hvis Øje paa éngang flammer den højeste sanselige Ekstase og en Art religiøs Tilbedelse. Dog hos Wiehe var Sanseligheden langt mere dæmpet og aandeligt forædlet.

Elskoven var Endelig hos ham Ridderlighed. Han var en Elsker fra Minnesangernes og Trubadurernes Tid, ialfald saaledes som Romantismen har fremstillet den. Som Ridder var han paa éngang sværmende som en Yngling og bevæbnet til Kamp som en Mand. Det var denne Modsætning, der altid prægede hans Spil. Naar han i Den Yngste i de første Akter havde ladet sit hele Væsen smelte hen i den ømmeste næsten barnlige Hengivenhed for den forklædte Pige og havde været helt og holdent den tungsindige Drømmer og stille lidt pedantiske Lærde, saa forvandledes han, naar han i sidste Akt drog Sværdet for hende, pludselig fra Isse til Fod til en Ridder og en Mand. Saaledes ogsaa i Ninon, hvor hans Spil vel var den mest straalende Diamant i hans Kunstnerkrone. Hvad var det