Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/51

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

42

FREDERIK HØEDT.

drejet sig og i hvilken han debuterede, ligesom det var Richard den Tredje han dernæst ønskede at spille; og da han ikke kunde sætte sin Vilje igennem, havde han nær forladt Theatret et Aar efter at han var optraadt. Denne fælles Forkærlighed for Shakspeare er mer end en Tilfældighed. Naturdyrkerne ville nødvendigt i deres dramaturgiske Bestræbelser støtte sig til den Digter, der som ingen anden har vidst at fremstille hele Karakterer og komplicerede Naturer og derved stillet Skuespillerne store, men samtidigt virkeligt løselige Opgaver. I alle germanske Lande er den Skuespiller den største i sit Fag, der som Erotiker kan fremstille Romeo, som Komiker Falstaff, der som Karakterskuespiller kan fortolke Hamlet, Kong Lear o.s.v. Et germansk Theaters Historie kan altid til en vis Grad fremstilles som de Shakspearske Dramaers Historie paa dets Scene. Medens disse i Tyskland allerede i forrige Aarhundrede i den Grad fortrængte de andre Skuespil, at Eckhof frygtede, Skuespillerne skulde blive kede af de mindre Opgaver, indtage de samme Dramaer paa den danske Scene en forsvindende Plads og kendes slet ikke før i Begyndelsen af dette Aarhundrede. Og de mindeværdige Fremstillinger af enkelte Roller, som Dr. Ryges og Nielsens, fremkom uden Tendens eller Protest mod anden tragisk Maner og vandt derfor hverken Indflydelse paa Publikum eller de Medspillende. Man maa vel erindre, at Ryge, skønt hans Navn er knyttet til de Oehlenschlägerske Helteskikkelser, spillede de rigtige Tyranroller hos Kotzebue med største Liv og Lyst, og at Nielsen fuldt saa meget blev beundret af sin Samtid for sin dejlige Deklamation som for sin dygtige Karakteropfattelse. Og netop den »dejlige Deklamation« var Høedts Syndebuk,