43
FREDERIK HØEDT.
den var det, han vilde tillivs. Imod den oratoriske Musik, imod Rytmeglæde og lyrisk Sving satte han den naturlige Tale og den sjælsrøbende Diktion. Efter hans Mening var det omtrent den blodigste Fornærmelse man kunde tilføje en Skuespiller, at sige at han deklamerede.
Høedt mødte saaledes med et fuldstændigt Program og vilde have sit Spil bedømt efter den Maalestok, han selv anlagde. Han havde desuden en levende Følelse af Skuespillerens Ret overfor Valg af nye Stykker. Theatret var jo til for Skuespillerens Skyld, mente han, ikke omvendt, det havde den Opgave og Pligt at sørge for at hver enkelt Kunstners Talent plejedes og modnedes. Man var ikke vant til, at en Skuespiller havde saadanne Ideer. Selv de største, selv en saa uafhængig Mand som Michael Wiehe faldt det ikke ind, at man kunde vægre sig ved at spille en Rolle, fordi den var illiterær eller slet, og at man burde gøre Krav paa at faa tildelt en Række af kunstneriske Opgaver. Bestyrelsen havde med Repertoiret at skaffe og Personalet spillede, hvad det fik. Det var ikke fordi der herskede nogen sær Tillid til Bestyrelsens æstetiske Smag, men fordi det nu éngang var saadan Skik.
Og dog var der netop paa den Tid Grund til at tro, at en ny Æra var oprundet for den dramatiske Kunst. Ved Udgangen af Fyrrerne var, med den nye Konstitution, ogsaa Theatrets ydre Stilling bleven forandret; fra et kongeligt Theater var det blevet et Nationaltheater, fra en Hofanstalt til en Statsinstitution, og hvad der var det Vigtigste, istedetfor en Direktion havde det erholdt en Direktør, nemlig Dr. phil. J. L. Heiberg, der i lang Tid havde tronet som en æstetisk
