48
FREDERIK HØEDT.
Yngling. Publikums Bifald var stormende, Høedt blev Københavns Løve, en Rolle, som hans selskabelige Talenter tillod ham at spille med samme Virtuositet, som hans øvrige Roller; Blade og Kritik, hvis man kan tale om en saadan, stillede sig derimod køligt og afventende overfor Kunstneren. Man yndede ikke den Sikkerhed, der ikke bad om Skaansel. Morsomt er det at se, hvor kolde og korte Overskous Udtalelser om denne Debut ere, medens han f. Eks. anmelder Kragh som et vordende Geni. Han forsøger ikke i mindste Maade at antyde, at der var en Væsensforskel mellem Høedt og andre Debutanter, ejheller omtaler han, at den Kunstretning, Høedt repræsenterede i Tragedien, og til hvilken Datidens store Kunstnere, Wiehe og Fru Nielsen, nu sluttede sig des fastere, var den gængse Spillemaade ganske modsat. Forskellen paa hans og enkelte Kunstfællers Spil var dog saa iørefaldende, at endog Fru Heibergs Ophelia føltes som mat og traditionel, og at en betydelig Del af Publikum mærkede, at det fra nu af ikke mere gik an at spille Helt paa den gamle Tragediemaner. Imidlertid gik den første Sæson roligt hen. Høedt spillede med Bifald Elskerrollen i Nej, hvor han ved et vist roligt Væsen karakteriserede den juridiske Kandidat — dog Heiberg syntes slet ikke derom. Velbekendt er hans Ytring efter første Opførelse, medens han med en lun Mine tog sig en Pris: »Nu har jeg saamaend aldrig vidst, at Waltz var saa god en Skuespiller« — Waltz var den Middelmaadighed, der tidligere havde udført Hammer. Endelig optraadte han i en hel komisk Rolle, som den halvt fejge, halvt modige Grignon i Kvindens Vaaben, og havde saaledes paa en Gang vist sig som Karakterskuespiller,
