50
FREDERIK HØEDT.
ledsaget af et langt motiverende Brev, der vidner om, hvor alvorlig han tog Sagen.
Brevet begynder med at raillere over Heibergs Censur over Shakspeare. Høedt mener, at den engelske Digters Dramaer »skal en Direktør ikke dømme, thi der har Verden dømt, uden at vente noget Overskøn, de staa som evige Mønstre for den protestantiske Skuespildigtning«. Man har hele Høedt i dette Adjektiv »protestantisk«. Det udgaar fra den æstetiske Opfattelse, han forfægter i Om det Skønne; efter den har Shakspeare i Romeo og Julie »ikke villet fremstille et erotisk Ideal, men et sørgeligt Eksempel paa, hvad denne Følelse kan lede til, naar den er Lidenskab (egoistisk Lyst til Besiddelse) og ikke Tro (resigneret Hengivelse)«. Men ligemeget; enhver maa give Høedt Ret i, at »naar et Stykke som Richard den Tredje kan opføres, skal det«, og at Theatrets Ære vokser ved tilfredsstillende at løse en saadan Opgave.
Ulige interessantere ere imidlertid Oplysningerne om Høedts personlige Forhold til Heiberg. Han anker over, at denne slaar en Streg over »den bedste Del af Skuespillerens Virksomhed, hans fri og begejstrede Studium«: »Naar en Skuespiller tror at kunne byde Publikum et Kunstværk, og man har Grund til at vente et saadant, har han da ikke Krav paa at komme til at udføre det. Jeg véd kun, at jeg er gaaet til Theatret af Kærlighed til Kunst og ikke for udelukkende at gøre Theatertjeneste; den gør jeg ogsaa som et nødvendigt Onde, men jeg vil ikke gøre den udelukkende, og naar Etatsraad Heiberg hindrer mig i at udøve, hvad jeg egentlig er kommen der for, har jeg ingen Grund til at blive der, og maa anse det for min Pligt at gøre Indsigelse, saa kraftig som jeg formaar, dobbelt, fordi jeg er i
