53
FREDERIK HØEDT.
sin Afsked. Han vilde ikke blive ved et Theater, hvis Direktør agtede Kunsten og Kunstnerne saa ringe, som hin Besættelse i Hamlet viste. De to Venner optraadte næste Aar paa Hoftheatret under Langes Direktion, og heri vil nu Overskou se et tydeligt Bevis for, at det ikke var kunstneriske Hensyn, der havde fjærnet dem fra Nationaltheatret, eftersom de umiddelbart derefter bekvemmede sig til at optræde i ofte ubetydelige Stykker, i Forening med en Trup, der fortrinsvis var sammensat af Provinsskuespillere.
Sandheden er imidlertid, at Michael Wiehe om Vinteren havde lagt sig efter Tysk og var rejst ud i Ferien for at søge Engagement ved Burgtheatret. Det kom dog kun til et flygtigt Møde mellem ham og Heinrich Laube, dets Chef, saa indtraf pludselig den Efterretning fra København, at Lange vilde oprette et Theater, den første Rolle fulgte med, og Wiehe, der ikke besad Høedts Frihed for materielle Baand, mente at burde tage det Visse for det Uvisse. Og som naturligt var, lod Høedt ikke sin Ven i Stikken, saameget mere, som han havde været ængstelig nok for hvordan det skulde gaa denne. Han støttede da med Raad og Daad det begyndte Foretagende. Og dette var i kunstnerisk Henseende ikke ubetydeligt. Der opførtes ikke mange Stykker (le gendre de Mr. Poirer var det mest fremragende), men der bødes for første Gang Københavnerne Prøver paa moderne fransk Spillemaade og Iscenesættelse. Høedt brillerede her i Berthas Klaver og Den sidste Nat, han gav i disse Smaaroller den geniale eller fornemme Sorgløshed og Aandsfrihed med et lidt sentimentalt Anstrøg, der bedaarede Publikum og maaske ikke ganske var Hamlets Fremstiller værdig. Tilstrømningen var uhyre, man spillede næsten hver
