Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/64

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

55

FREDERIK HØEDT.

slippe dette. Og nu indtræffer det kuriøse Tilfælde, at i Løbet af tyve Aar udpeger den offentlige Mening, alle Kunstforstandige, ja selv Theaterpersonalet, uden Ophør, ham som den eneste mulige Theaterdirektør, som en Mand, der i en ukendt Grad besidder alle Egenskaber til dette vanskelige Augiasembede: literær Dannelse, dramaturgisk Indsigt, Theaterpraksis og, hvad mere er, anerkendt Avtoritet paa hvert af disse Omraader. Han er af alle hyldet Kronprætendent og kommer alligevel ikke til at indtage Tronen. Han erholder Titlen Professor af en Minister, der mener ikke at kunne ansætte en Cand. phil. som Theaterchef, Skuepladsen skifter talrige Gange Bestyrere, men Høedt bliver ikke udnævnt; endelig tilbyder en Minister ham Posten, Høedt stiller som Betingelse for at overtage Embedet, at Statens Understøttelse til Theatret forhøjes noget, Ministeren kan ikke indlade sig herpaa, og Følgen er, at Høedt nu ogsaa gaar af som Elevinstruktør. Et Par Aar efter betaler Staten hele Theatrets Gæld og overtager ubestemmelige Forpligtelser overfor dets Budget.

I Sandhed, vort lille Land har ikke høstet det Udbytte af denne Mands Liv, som det burde. Nogen Skyld herfor kommer paa Høedt selv, men en større Del sikkert paa den indgroede Frygt for det Nye, som udgør en af vor Nations fremspringende Karaktermærker. Det synes, som vor fredelige Revolution i 1848 udtømte al Lyst til Reformeren, selv paa aandelige Omraader. Kun i den allersidste Tid er vor Literatur slaaet ind paa nye Baner og har erklæret de udlevede Traditioner Krig; desværre staar den ikke i levende Forbindelse med Theatret, og vor Skuespilkunst fremturer i konventionel Deklamation. Høedt var uheldigvis en 20, 30