Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/66

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

57

FREDERIK HØEDT.

frygtende Ansvar, af talrige Hensyn kun langsomt naaende til Handling, naget af Skrupler og Samvittighed, plagende sig med Dødstanker, halvt vantro, halvt troende, tilbageholdende i sin Kærlighed, ja selv bortstødende sin Elskede. Det skønneste Sted i Høedts Foredrag var Scenen med Moderen og atter deri det Øjeblik, hvor Hamlet pludselig under sin harmfulde Tale ser Faderens Aand skride ind. Jeg glemmer aldrig Høedts af Angst stivnede Ansigtstræk ved Synet af det Overjordiske, hans sammenbidte Tænder og vildt stirrende Øjne; i et saadant Nu fremtryllede han hele Scenens Magi ved sin Oplæsning, og man sagde til sig selv: Ja, han har været en stor tragisk Skuespiller.

Mange have hørt Høedt foredrage Smaating, Digte og Fortællinger. Et Andersensk Eventyr, oplæst af ham, er som Kunstværk ikke ringere end et Miniaturbillede af Meissonier. Han tvinger et helt Tidsbillede ud af Den lykkelige Familie. Blot ved Foredragets dæmpede Stakkato-Tone faar man Indtryk af noget Fjærnt og Isoleret; og man ser tydelig for sig Sneglefa'r, den gamle holstenske Adelsmand, med den hængende Underkæbe og det stammende Mæle, og Sneglemo'r, den lille fine Dame i Silkekjole med ægte Kniplinger — man var midt inde i en adelig Rede, som aldrig var kommet i Berøring med den virksomme Verden og gærne kunde tro alle uddøde undtagen Godsets egne Folk. Andersen havde trukket Dyrehammen over Menneskene og Høedt kastede atter Forklædningen bort.

Han besidder den dygtige Skuespillers Evne til helt at gaa ind i en anden Personlighed, selv en ham ganske heterogen. Han er saaledes istand til at foredrage den rørende Historie om Messingjens i E Bindstouw fuldkommen