68
FRITZ HULTMANN.
Talent. Herhen søgte Hultmann efter Theatret og sad der Aften efter Aften, ikke saameget førende eller deltagende i Samtalen, som derimod opmærksomt lyttende efter baade dens Indhold, Tone og Form. Hans Sans for den urbane Tale og afrundede Diktion uddannedes her og jeg er vis paa, at hans hele Holdning paa Scenen er den, som yndes og efterstræbes i det finere københavnske Bourgeoisi. Hultmanns Elegance er aldrig strandet paa det Balletmæssige, hans harmoniske Bevægelser have undgaaet de runde Armes og de sammenslaaede Hæles pretentiøse Gratie, som altid klæbte ved selv Phisters Elegance, men paa den anden Side maa det indrømmes, at han heller ikke hævede sig til den Adel og Værdighed i Væsen, som fornem Fødsel eller stor Begavelse eller en mægtig Karakter kan forlene med. Hvad han besad, var hverken mer eller mindre end Selskabsmandens Pli. Utvungenhed, Sikkerhed, Venlighed uden Familiaritet, Tilbageholdenhed uden fremtrædende Selvfølelse, en maaske lidt for beleven Høflighed — saadant blev Hultmanns Væsen paa Scenen, og med et saadant Væsen behager man Kvinder, om man end ikke erobrer dem, og gør sig alle Mænd til gode Bekendte, nogle til Venner, ingen til Fjender.
Dog, Selskabslivet dannede fornemlig Hultmanns ydre Væsen paa Scenen; derimod udvikledes hans unge Intelligens, vaktes og tilfredsstilledes paa éngang hans kunstneriske Sans ikke ude i det virkelige Liv, men derimod paa et Forum for Illusion, for Drømme og Længsler: paa Tilskuerpladsen i det kongelige Theater. Hver Aften han ikke spillede var han en sikker Mand paa Pletten, var han Publikum. Det er nu en Egenskab, som er meget faa
