Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/84

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

75

FRITZ HULTMANN.

et lyst Hoved med mange Ideer og Indfald, men til hans fortrinlige Evne til at opdage Manglerne ved en Ting svarede ikke en dansk Udholdenhed til sejgt og trægt, i Aarevis, at afbøde, hjælpe, omordne. Der var noget fransk ved hans Temperament, ligesom hans hele Aandsretning og æstetiske Sysselsættelser pegede hen mod Frankrig. Han var af Natur, hvad man dér kalder en boulevardier, for hvem Minis Kafé daarligt erstattede Boulevardkaféerne, og som med Vold og Magt i en Fart vilde forandre vor skikkelige Skueplads til et Théâtre-Français, eller ialtfald et Gymnase. Han var, om man vil, en finere, intelligentere Chiewitz. Derfor var det, da han kom op til Bygningen paa Kongens Nytorv med sine revolutionære Ideer, intet Under, at det gik som det gik. Han kunde ikke vide, at Heiberg, fra det Øjeblik af, han kom til Roret, helt vilde forandres, og blive ligesaa stiv og konservativ, som han før havde været kritisk og reformvenlig. Det, som Arnesen allerførst vilde omkalfatre, det var Prøverne; hele det gamle System med de faa Prøver og den tarvelige Indstudering skulde fjærnes og det franske System indføres. Naturligvis stødte han straks paa Skuespillernes begejstringsløse Inerti, og da han ikke troede sig istand til at overvinde den »gamle Slendrian«, støttet som den var af Heibergs fornemme Slaphed, gav hans lette Natur helt efter, og han flygtede bort.

Men, som sagt, disse Forhold have den dybere Betydning, at de ligesom danne Forspillet til det ulige interessantere Drama, der foregaar inden for Theatermurene nogle Aar senere: Striden mellem Heiberg og Høedt. Det var begge Gange det Gamle og det Ny, der mødtes, og det var begge Gange, desværre, det Gamle, der sejrede; det var de