77
FRITZ HULTMANN.
»Der er hos os en Rest af en gammel Skole — jeg skulde tage meget fejl, om det ikke er Rahbek, der har grundet den —, fra hvis Læreregler Flertallet af vore Skuespillere ikke have Mod eller Indsigt nok til at løsrive sig, en Skole, hvis Elever saa at sige ere udelukkede fra Konversationsstykkerne, en Skole, i hvilken man har lært saaledes at spille Komedie, at man ikke mere kan lade være at spille Komedie. Det er deri, de Franskes Uopnaaelighed i Lystspillet bestaar, at de ikke spille Komedie. Men det er ogsaa den samme forældede Skole, der gaar igennem vor umaadelige Langsomhed og vor distinkte Udtale af de mest almindelige Konversations-Fraser; det er denne Skole, man genkender i vore Skuespilleres Stillinger paa Scenen, at de næsten aldrig vove at sige et Ord, førend de ere komne lige ned til Suflørkassen, at de tro, at de bestandig skulle staa med de tre Fjerdedele af deres Person vendte imod Publikum, at de skulle pointere ethvert Ord, hvori der ligger en Hentydning eller en Vittighed, at de — for at bruge et trivielt Udtryk — skulle give Publikum alting ind med Skeer.«
Det er over tredive Aar siden, disse Ord bleve skrevne. Hvor maa de ikke have truffet det Rette dengang, naar der endnu den Dag i Dag findes saamange Elever af hin Skole, Arnesen betegnede som forældet.
Saadan var altsaa den Mand, hvis Venskab og Undervisning var Hultmann sikret fra den Tid af, at hans unge Talent havde baaret Arnesens lille Stykke uskadt gennem den første Forestillings Farer. Og Elev og Lærer passede fortrinligt til hinanden. Hultmann blev Arnesens levendegjorte Doktrin. Igennem Skuespillerens rene og smagfulde Diktion hører man hin Fordring til den lette Konversations-
