81
FRITZ HULTMANN.
maatte lægge hele Vægten paa hans lyriske Erotik. Den Naivetet, Hultmann fandt Udtryk for her som andetsteds, var Lykkens. Hans Smil var et Menneskes, som tror godt om Folk, som mener, at alle vil ham det vel, som ikke vil lade sig bilde ind, at den overvejende Del af Menneskeheden er Folk, man af forskellige Grunde kan vente sig alting af — fordi ingen har tilføjet ham selv nogen Fortræd eller Krænkelse. Det er muligvis en Lykke at have en saadan godtroende Karakter. det er ialtfald kun Lykken, der giver En den. Denne Tillidsfuldhed omformer sig i det ydre Udtryk let til et Præg af Sanddruhed og Ærlighed, og det var derfor det andet Karaktertræk i Hultmanns Spil som Oluf at man tydeligt fornam, hvorledes det Væv af Løgne og Intriger. hvormed man omgav ham, var ham fremmed og imod. Her nyttede dette Præg i Hultmanns Tale og Væsen ham; det forekommer mig derimod altid at have skadet ham i et Fag, i hvilket han havde talrige Roller at opvise, nemlig de franske Lapse og blaserte Vellystninge.
Hertil kommer jeg senere tilbage; i denne Sammenhæng vil jeg endnu blot berøre, at Hultmann kun en enkelt Gang har faaet Lejlighed til at lægge denne Karakterens Bravhed for Dagen, saaledes at Billedet helt og holdent kom til at bero paa den. Det var i en mindre Rolle som Helmut i En Skavank. Han spillede her en ung Provinsbeboer, der lige ankommen til København er lidt forviltret over Forholdene der, men gaar bus paa med en Uforfærdethed og et Ukendtskab med alle det sociale Livs Kløfter og Skær, som kun den allerbedste provinsielle Samvittighed kan udruste et Menneske med. Det var den pantsatte Bondedreng, gjort elskværdig og brav. Hultmann var prægtig
6
