Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/91

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

82

FRITZ HULTMANN.

her, saa uforstyrreligt et Naturbarn som man ikke skulde tro, at en indfødt Københavner kunde svinge sig op til. Men denne Rolle havde endnu denne Mærkelighed, at i den forsøgte Hultmann for første og sidste Gang at give Figuren en særegen Karakter gennem en Forandring af sin Stemme. Hans Helmut talte med en let provinsiel Akcent, som jeg næppe tror nogen Sprogforsker vilde anse for en Gengivelse af en bestemt Dialekts Lydnatur, men som, hvad der var Hovedsagen, bibragte Tilskuerne den rette Illusion med Hensyn til den landlige Egn, i hvilken det naive mandlige Gudsord havde set Dagens Lys. Og dette var ogsaa alt, hvad man kunde forlange, saavist som det af alle Kunster især i Skuespilkunsten ikke kommer an paa at fremstille det Sande, men kun det, der forekommer Publikum sandt. Endnu blot dette, at denne Jargon heller ikke beroede paa et Studium af en eller anden dansk Dialekt, men Hultmann var en Dag bleven slaaet af hvor uforligneligt naivt en syngende Tone havde klædt en ung Piges Tale og havde moret sig med at imitere denne. Et tilfældigt Indtryk havde affødt en kunstnerisk Produktion.

Til hin Rolle som Oluf slutter sig de romantiske Elskere: Henri d'Albret i Dronning Marguerites Noveller, (1851) og senere Bertram i Kongens Læge og Poul Fleming i Elverhøj. Af dem var den sidste den bedst lykkede; men man vil nu bestemtere forstaa, at Selskabstonen hos Hultmann ikke slog til overfor en Shakspearsk Erotik og knap nok overfor det tørre Scribeske Skema for en forelsket Ungersvend. Skulde Rollen faa Liv og Varme, maatte Skuespilleren selv besidde en overlegen sjælelig Kraft, som Hultmanns Aandsudvikling ikke havde kunnet forlene ham med.