For ham var ikke hendes Suk. Han var for hende
Som Broder, — ikke meer; — dog det var meget;
Thi broderløs hun var. Kun Brodernavn
I barnligt Venskab hun ham havde skjenket;
Hun efterlodes som et eenligt Skud
Af en i Fortid hædret Slægt. Hiint Navn
Behaged ham og dog behaged ei. — Hvorfor? —
Tid lærte ham det mørke Svar, da hun
En Anden elsked — nu hun elsked alt;
Nu stod hun høit paa Bjergets Tind,
Og Blikket speided, om den Elsktes Ganger
Holdt Skridt med hendes Længselsuk og fløi.
III.
Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Det var et gammelt Huus og foran det,
Ved Muren, stod en Hest med Skabberak.
I et ældgammelt Oratorie stod
Den Svend, om hvem jeg talte. Han var ene,
Var bleg og spanked op og ned, og snart
Han satte sig og greb en Pen og ridsed
Ord, som jeg ei forstod, saa læned han
Det bøiede Hoved paa sin Haand, og rysted
Ret som i Krampedrag. Han reiste sig;
Med Tand og bævende Haand han sled itu,
Hvad skrevet var; men fælded ingen Taarer.
Og han tiltvang sig Ro og trak sit Øiebryn
Med Vold til et Slags Fred, og, som han sagtned,
Hans Sjæls Udkaarne træder til ham ind!
Men hun var mild, var smilende; skjøndt vel
Hun vidste, hun var elsket af ham, vidste —
