Slig Kundskab kommer snart — hvordan hans Hjerte
Af hendes Skygge var formørket — saae,
Han var elendig; dog hun saae ei Alt.
Han reiste sig og med et koldt og hastigt Tryk
Greb hendes Haand; en Stund der paa hans Ansigt
En Tavle med usigelige Tanker
Stod malet og forsvandt, som den var kommet.
Han slap den Haand, han holdt. Med sene Skridt
Han trak sig bort; dog ei som til Farvel.
De skiltes med gjensidigt Smiil. Han gik
Ud af den gamle Halles tunge Port,
Steg paa sin Ganger og drog brat afsted;
Ei meer betraadte han den mosgraae Tærskel.
IV.
Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Til Mand var Svenden modnet. Vilden Ørk
I brændende Jordstrøg kaared han til Hjem.
Hans Sjæl drak Solens Glød, omleiret var han
Af sære, mørke Skikkelser, ei længer
Han ligned, hvad han var tilforn. Paa Hav
Og Land var han en Vandringsmand;
En Sværm af mangehaande Billeder
Liig Bølger vrimled paa mig ind; men han
Af alle var en Deel. Tilsidst han laae
Og hvilte sig fra Middags Lummerhede
Til Sengs imellem faldne Søiler, — i Ly
Af brustne Muur, der overleved Navnet
Af dem, der reiste den. Ved Leiets Brev
Kameler stod paa Græs, og ædle Hingste,
Fast bundne, ved en Kilde; men en Mand
