I flagrende Klædebon holdt Vagt, imens
Hans Stammebrødre slumred rundt omkring,
Og over dem sig telted Himlens Blaae,
Saa skyfrit, klart og ubesmittet skjønt,
At Gud alene var tilsyns i Himlen.
V.
Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Hans Sjæls Udkaarne var en Andens Viv,
Ei elsket mere varmt. Fjerne i sit Hjem —
Vel tusind Miil fra hans — sin Fødestavn,
Hun sad i Kredsen af opvoxende Smaa,
Et deiligt Kuld af begge Kjøn. — Men see,
Paa hendes Ansigt stod et Kummers Præg,
Et bosat Skyggerids af Sjælens Kamp,
Og et uroligtsænket Øiekast;
Det tunge Laag med Taarer syntes kjæmpe.
Hvorfra slig Sorg? — Hun havde, hvad hun elsked
Og han, der hende tilbad, var der ei
At styre med sit onde Haab og Attraa,
Med slet fordulgte Qval den rene Sjæl;
Hvorfra slig Sorg? — Hun aldrig elsked ham,
Og gav ham aldrig Grund, at troe sig elsket.
Han var ei Deel af det, der hendes Sjæl
Bespændte, som Gjenfærd fra forgangne Tid.
VI.
Brat kom Forvandling over Drømmens Aand.
Hjem Pillegrimmen kom; jeg saae ham staae
