Guldtop paa Hovedet, sagde han ved sig selv: „Aldrig saae jeg favrere Fugl i mine Levedage, den maa vist være af Kongeslægt i sin Nation her i Skoven.“ Da mærkede Fuglen paa Eyvinds Ord, dreiede sit Hoved paa Skjøns og sagde:
Før har jeg været en Mø saa fiin,
Før har jeg baldyret det hvide Liin,
Nu maa jeg lide baade Hunger og Kuld
Og sidde med Munden af Sange fuld.
Før har jeg drukket den brune Mjød,
Nu drikker jeg Vandet af Kilden sød.
Her sidder jeg den udslagne Dag,
Altid at qviddre er fattig Behag.
Den svarte Vole faae Last og Skam,
Hun haver mig bundet i Fugleham;
Med min Ring paa Finger i Kongearm,
Hun ager i min forgyldene Karm,
Mens jeg maa pille paa Granetap,
Og finde min usselig Føde knap.
Det gik net, tænkte Eyvind, men det var ikke nette Sager, som der kom for en Dag; thi han fornam nu, at det maatte være en af Kongeætten, som var bleven omgjort ved Gunilds sorte Kunster. Ved denne Fugl havde jeg nok Lyst at tøve en god Deel Dage, men Faderbud gaaer for egen Hu, dog haaber jeg vel den Stund skal komme, da jeg med samme Fugl skal gjøre nærmere Bekjendtskab. Han gik nu videre og tænkte ved sig selv: det vil holde hardt at sige noget sødt til en Konge og Kongeviv, som gjør saadan Bedrift; thi kunde jeg sjunge Sjælen ud af dem baade, da var det mig større Lyst. Han kom da tilsidst til Erik, som dengang holdt Huus paa Stordøen. Han saae til Kong Erik og gøs over hans Aasyn, som var meget skulende og fælt, og var ikke mægtig at give ham god Hilsen, men nikkede taus ad ham. Længe sad han tiende paa Bænken; da sagde Erik: „Haver Du ikke Qvad at byde os, Eyvind, da
