Den gamle Maag ei sover i Muld,
Men rider med Graad i Øie,
Han græder alt for sit Kongekuld,
Som ligger slagtet i Høie.
Derfor han sidder paa Bautasteen
Og leger med Sønnernes brudne Been.
Erik sagde: „Stop, Eyvind! nu kan det være nok for denne Gang!“ saa satte han sin Tand saa haardt i Læben, at Blodet randt ham stærkt ned over Skjæget. Eyvind fornam, at Kongen var vred, derfor sagde han: „Er Du ikke fornøiet med min Vise, da maa Du ikke regne mig det til Onde, thi Skylden er Gud Bragis, han har givet mig hvert Ord i Munden, som jeg haver sjunget.“ „Det er da snurrigt,“ svarede Erik, „at vi begge To ere saaledes i en Guds Magt, at vi ikke kunne gjøre for, hvad vi bedrive. Thor er min Gud. Nu rive: jeg Tungen ud af Din Hals, men Du maa skrive det paa hans Regning, dersom Du finder, det gjør ikke godt; thi jeg er heller ikke min egen Herre.“ Derpaa fattede han sit Sværd med begge Næver og stilede det mod Eyvinds Pande; men denne lettede sin Strængeleg op, saa Jernet tørnede derimod, og det gav høi Lyd i alle Strængene, de grove med de sine. Hirdmændene bade nu for ham, saa han fik Lov til at gange bort; men forinden sagde Kongen til ham: „Det er ikke godt for Dig, at trine anden Gang ind ad min Port; thi da kunde det hænde sig, at jeg sigtede bedre, og at Du derved fik saadant Forfald, at Benene ikke vilde staae Dig bi til Udgang.“ Eyvind gik, men han var ikke meget for at gaae hjem til Faderen igjen: han gik da langs med Hardangerfjord en Dages Tid og grundede paa, hvorhen han skulde begive sig. Han fik Øie paa nogle Kjøbmænd, som vandt deres Seil op. Dem gik han hen til og spurgte: hvor Reisen gjaldt? Til Bretland, svarede de. „Maa jeg da ikke tage med?“ sagde Eyvind; thi det randt ham i Hu, at hans kjære Pattebroder,
