Ikke da Hærfader vilde,
Nordmænd skulde handles ilde,
Gav saa Harald Suul paa Skanke,
Glad i Hu han monne vanke,
Satte sig paa Tingesteen.
„Sku kun Drottens Billede an her i Stenen,“ sagde videre den fremmede Mand, „og behold det vel i Hu. Sanker Jer da om Sigurd paa Stortinget, da skulle I see, at han livagtig sidder midt imellem Trønderne for at lade sig keise. Nu vil jeg gaae foran, og vi ville ingenlunde spare paa vore Been, da skulle I snart saae Eders Redningsmand i Sigte.“ Nordmændene bleve sære i Sind ved denne fremmede Mands gjæve Tale og traadte rask i hans Spor for at vinde til Tinget. De kom da til den store Mark, hvor de mange Stene laae i en Kringle, smaae og store, alt efter de Mands Vind, der skulde tage Sæde derpaa. Hakon steg ned af sin overmaade høie Steenstol og gik dem imøde. Den fremmede Mand, som ingen Anden var end Eyvind, tog han strax i Favn og sagde: „Kjære Frænde! jeg var fast vred paa Dig, fordi jeg troede, Du var rømt fra mig; men nu seer jeg, at jeg snarere maa bede Dig, ikke at regne mig det til Onde, at jeg kunde troe saa ilde om Dig, just medens Du foretog denne lange Vandring mig til Baade. Nu maa Du heller ikke negte mig, at give Dig til Bod saa meget Guld, som Du kan age paa en Slæde.“ Eyvind svarede: „Jeg skjøtter slet ikke om Dit Guld; thi det er ikke godt at have meget deraf at gjemme for en Skjald, som har saa meget Hovedbrud foruden. Men viist Du give mig en Skjenk, da tag af det fine Træ, som Du haver ført hid fra Bretland, og lad mig deraf gjøre en Harpe, som kan blive ret klinger i Bunden.“ Kongen svarede: „Dig skee saa, som Du haver sagt.“ Hakon steg da igjen op paa sin Steen og lovede Nordmændene, at han vilde igjen give hver Bondemand den Odel og Frihed, som var ham frataget,
