Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/311

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

at tales noget nærmere ved med hinanden. Dagen stod temmelig paa Helding, da han naaede Træerne, og han gik længe om derinde baade paa Kryds og Qvær, uden at høre enten Fuglesang eller Brum og Tuden, som Skoven ellers var opfyldt med. „Her er forfærdelig tyst idag, Fuglene pleie dog ikke saa tidlig at holde Rast.“ Som han dette sagde, lagde han sig ned ved en Kilde for at hvile sine Been, og Mørket faldt imidlertid stærkere og stærkere ned fra Himmelen, og meget mørkladne Skyer drev hist og her meget nær ved Trætoppene. Eet Steds var det for hans Øine, som om en Sky gik itu, og deraf kom nedridende et fælt Qvindemenneske, som ikke var Gunild uliig, paa et Kosteskaft. Eyvind sagde til sig selv: „Det var et sælsomt Ridt det. Havde man mange saadanne Heste, da kunde fattig Mand og have Raad til at holde Ridetøi; thi denne Ganger forlanger vist ikke meget Bugfylde, endda den er saare slunken.“ Ellers vilde han endnu ikke rigtig troe sine egne Øine, men meente fast, han var alt falden i Søvn, og mens han laae og anspændte Øinene, faldt Laagene ogsaa virkelig til paa dem. Han vaagnede igjen, fordi Noget pladskede i Vandet, og det var hvide Jomfrukroppe, som dukkede deri; da listede han sig gandske sagte noget længere fra dem, for at de ikke skulde blues over hans Nærværelse; men da han igjen vilde strække sig paa Græsset, da saae han Fjær af mangfoldige Farver at ligge paa Jorden, og da han tog dem i Hænde, saae han, at det var lutter Fuglehamme, og imellem dem alle kjendte han ogsaa den med Guldtoppen og blev derover rørt af heftig Bedrøvelse; thi han meente vist, at den af en Ørn eller anden Røver med Vinger var ynkelig ihjelrevet. Da hørte han henne i Badet den lede Kjepperytterske at raabe med en Røst, som han kjendte for Gunilds:

    Rast er ude,
    Piger smaae!
    Piger prude,
    Op! vi maae