Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/312

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

    Flux i Ham.
    Vil I nøle,
    Last og Skam
    Faaer I føle
Af min Kjep, min gode Hest —
Skynder Jer, som I kan bedst!

Da foer alle Smaapigerne meget beængstede hen til den grønne Plet, hvor de meente, deres Fjærkjole var vel forvaret. De bleve da Harpemanden vaer, og foere i stor Forfærdelse ind i Buskene for at skjule sig. Eyvind mærkede det knap; thi han sad nedsænket i veemodige Tanker og saae vist paa de hvide Fjær, som han havde i Hænde. Men han vaagnede op derved, at Gunild med hæsseligt Skrig foer ind paa ham: „Vel mødt, Spillemand!“ sagde hun, „Du fik ingen Betaling for Din Musik, da Du spillede den kjønne Vise i Eriks Gaard. Nu skal Du faae den Løn, som Du har forskyldt baade for den og fordi Du kommer her ubuden i mit Aftenselskab.“ Hun lettede da sin Hexestav. og da Eyvind vilde slaae fra sig med et lidet Spind, som han havde hængende ved Siden i en Rem, lagde Eggen sig uden at gjøre noget Saar, og Jernet var saa vegt i hans Haand, som en Pileqvist. Det kom af, at Gunild ved den sorte Kunst forstod at døve alle Slags Vaaben. Da rakte Eyvind begge sine Hænder op i Veiret og raabte høit:

Hør mig, Gud Bragi milde,
Mærk paa min Stemme!
Skal jeg mit Liv forspilde
I denne Klemme?
Asathor, Du stærke,
Med Hammeren den tunge,
Valhals Bersærke!
Slaa, saa det kan runge.
Naar I de norske Drenge
I Striden førte,