Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/318

Lod han i Hornet støde,
At alle føre Mænd
Paa Marken skulde møde,
Foruden Jern ved Lænd.

Af Steen der var i Dale
En mægtig Kringle lagt;
Der monne Øisten tale,
Mens Trønderne gav Agt:
„Hvis I min Søn vil hylde,
Da sparer jeg hver Mand;
Hvis ei — jeg brat skal fylde
Med Blod det hele Land.“

De satte paa Drengens Hoved
Da strax en Krone rød;
At lystre ham de loved
I Live som i Død.
De vare dertil glade,
At de fik hele Skind,
Og sang fra deres Stade
Med Lystighed i Sind.

En Mumlen heel foragtelig
Om Drotten man mon høre;
Den Ene talte sagtelig
Ind i den Andens Øre:
„I denne haarde Klemme
En bitte Drot vi fik;
Men er først Øisten hjemme,
Han lærer bedre Skik.“

Men Oplands stolte Herre
Han loe dog ved sit Held,
Og agede paa sin Kærre
Hjem over Dovrefjeld.
Nu tog den største kjæmpe
Den uselige Dreng,
Var ham med liden Lempe
Ud paa den grønne Eng.