Saa saare bad om Naade
Den liden Kongemand,
Og fra bans Øine baade
Der randt saameget Vand.
De raske Trønderpilte
Bar ham paa Blokken op;
Hans Hoved der de skilte
Alt fra hans gode Krop.
Hans Krop den var saa lille,
Den blev paa Steilen fæst;
Den bad de Høgen pille,
Saa Raden blev til Rest.
Hans Hoved blev til Føde
For Fisk i dyben Flod,
Skulde aldrig Kroppen møde,
Mens Filefjelde stod.
Da Rygtet derom bringer
Orde til Øistens Gaard,
Da rev han med sin Finger
Udi sit røde Haar;
Knoerne slog i Borde,
Han slog dem der med Klem,
Eia, bvor de var' haarde!
De sadde der alle fem.
Hans Mænd de fored Heste
I Bondens gode Korn;
De kom, saasnart han blæste
I krumme Ludurhorn.
Over Dovre de flyve,
Hr. Øisten rider bedst;
Jeg vil slet ikke lyve,
De fore som en Blæst.
Rundt om de tændte Tage
Til Varme, ja til Lys;
Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/319
Denne side er blevet korrekturlæst