drukket meget Øl og Mjød. De gave dem da saaledes til at lee, at Flesket nær var blevet dem siddende i Halsen. Hakon sagde da til dem: „Nu have I hørt Eders Herkomst fortælle, og det er jo af dette Sagn gandske klart, at I ere Rømningsmænd, som ere løbne bort fra Eders norske Huse; thi haaber jeg, at I ei Vægte Eder ved at erkjende Normannakonningen for Eders rette Herre.“ Jæmtelænderne stode strax op og svore at lyde og tjene Hakon i Eet og Alt, og de bleve af hans allertroeste Folk, da de ikke vare vundne med Sværd, men ved vennesæl Omgang. Da Hakon og Eyvind bleve ene, sagde Kongen: „Kjære Eyvind! Jeg troer Guderne have sendt Dig ned til mig for at beskjerme og udbrede min Magt og Velstand. Hvorledes skal jeg tilfulde takke Dig for alle de Tjenester, Du viser imod mig? Det er dog klart, at det var meest Din lystige Vise, som skaffede mig Magt over Jæmtelænderne.“ Eyvind svarede: „Naadige Drot og Ven! Maa jeg blot beholde Din Kjærlighed, og maa Du leve med mig, indtil de grave mig ned i Jorde, da forlanger jeg intet Andet her paa Jorden; thi Du er mig ligesaa kjær som min Qvinde, og noget til. Men skal jeg miste Dig, da duer det ikke noget med mit Spil og min Sang.“
Eyvind opholdt sig endnu nogle Maaneder med sin Hustru hos Hakon, og Kongen talte imens ofte med ham om, at han skulde lade sig christne; men han vilde ingenlunde lade sig overtale dertil. „Hvorfor,“ sagde han, „skal jeg hengive mig til den megen Bedrøvelse, da Guderne have lavet det saa godt for mig her paa Jorden. Jeg har Evne til Spil og Sang, hvormed jeg kan forlyste baade mig selv og Andre. Jeg har en Ven og en Viv, som jeg elsker over Alt. Hvad skulde da bevæge mig til at lade af med at elske Verden. Jeg for min Part holder for, at det er meget bedre at have et godt, stærkt Legeme at fornøie sig udi, end at blive til en Skygge.“ Kongen mærkede, at det ikke hjalp at spilde Ord herpaa, hvorfor han lod af med
