af Frosten. Hendes Husbond forestilte hende, at de nu vare i en bred Dal langt fra alle Træer, og at det følgelig vilde være ham en Umulighed, at bringe noget Baal tilveie. Hun foreslog ham da, at tænde Ild i Strængelegen, hvorved hun dog kunde faae nogen Varme. Da blev Eyvind saare forfærdet og sagde: „Min Allerkjæreste! Hvorledes kan Du føre det over Dit Hjerte, at forlange Saadant af mig? Hvorledes kunde Du være i Stand til at berøve mig min Livsens høieste Lyst og Glæde, for at blive for en stakket Tid opvarmet?“ Men hun blev ved at bede ham og sagde: „At hun slet ikke kunde begribe, hvi han vilde have hende til Hustru, naar hun var ham saa ligegyldig, at dette døde Spilleværk var ham dyrebarere end hendes Liv og Helsen.“ Da sagde Eyvind: „Skjøndt jeg derved faaer et saadant Smæk, at jeg vist aldrig bliver til Mand meer, vil jeg dog føie Dig, naar Du kun først vil tilstede mig, at spille et Stykke for at tage Afsked med denne gamle Ven.“ Da satte han Legen tæt op til sit Bryst og qvad:
Naar Gubben staaer ved Graven
Med Vand i Øie,
Krummet til Krykkestaven,
Blandt kjæmper høie;
Naar de i Veien sætte
Den nye Krukke:
Da kan Du sagtens gjette,
Hvi han maa sukke.
Det er hans Søn, de gjemme
For sultne Ravne;
Han hører ei hans Stemme,
Kan ham ei savne.
Saa skal jeg aldrig høre
Dit stolte Mæle,
Strængen aldrig røre
Paa brune Fjæle.
