rivelig kunde see med sine Øine. Tilmed skammede han dem meget ud for deres store Utroskab, da de af Angest for deres uselige Liv havde, til stor Fare for deres ædle Herre, ladet Fjenden løbe saa nar ved Land; sprang saa hurtig ind i Kongens Gaard, sparkede Døren op med sin Fod, stod paa Tærskelen og qvad:
Nu er ingen Tid at rede,
Væk med Mjød og fede Skanker!
Nu der andet Gilde vanker,
Naar I ud paa Marken træde.
Op fra Eders lade Bænke,
Trækker paa de blanke Hoser,
Hænger Sværd ved Lænd i Lænke,
Rask herud og planter Roser!
Røde Roser i det Grønne
Pynte vildt i Morgenrøde.
Den, der agter for en Bønne
Livet, er ei værd sin Føde.
Høgeflok fra søndre Hjørne,
Med staalblanke Kløer brede,
Søger Bjergets Kongeørne,
Vil slaae ned i deres Rede.
Da sprang Kongen op, sparkede Bordet overende og slog paa sit Skjold. „Jeg kjender Eyvind for saa god en Dreng,“ sagde han, „at han ikke bringer os Hærsagn, uden det er sandt.“ Nu drog Kongen i sin Brynie, gjordede sig med Qværnbideren, satte en Hjelm paa Hovedet af drevet Guld, der havde en overordentlig Klarhed. Da blev Eyvind rørt af Forfærdelse og sagde til Kongen: „Vil Du nu, min Herre! med Magt gjøre Dit Hoved til Maal for Fjendens Pile? Den Hat, Du har der paa, skinner jo ligesom en Sol, og Fjenderne kunde gjerne lukke det ene Øie
