og endda pege lige paa den med deres Buer.“ „Lad den kun glimte som Solen,“ sagde Kongen, „destobedre kan den falde mine Svende i Øinene, og jeg mener ikke de skulle gaae Krogveie, naar de følge efter den. Og dersom de da fornemme, at samme Sol gaaer ned, mage de det nok saa, at den kan gaae ned i dygtig Rødme, ligesaavel som den, der er paa Himmelen.“ Da de kom udenfor, mærkede de, at Fjenden var saa stærk, at de kun kunde stille een Mand imod syv. Hakon spurgte derfor sine Mænd: „Om de vilde helst falde med Ære eller flye med Skam, da der ingen Udsigt var til Liv i Rend mod saa Mange.“ Alle tilhobe raabte: „At de vilde følge deres kjære Konge i Liv og Død, og at de gik frem saalænge Benene kunde bære dem.“ Hakon takkede dem og blev derover ved godt Mod. Ogsaa Eyvind blev heftig lystig, sprang om og raabte: „Han var glad over, at han kunde komme til at prøve, om der var god Lyd i hans Brumlebasse.“ Derpaa førte Hakon sit Folk lige mod Fjenden, og ved hans Side gik en drabelig Kjæmpe, som hed Torjolf, og næst efter Kongen gik Eyvind med Strængelegen i Hænde og sang, saa det kunde høres fra den ene Fløi af Kjæmperækken til den anden:
Hid komme Sviin
Fra de danske Skove,
Over salten Riin,
Over fraadende Vove.
Af Blaatand de agtes
For tykke og fede;
Thi skulle de slagtes
Paa Norriges Hede.
De klemte nu paa hinanden af alle Kræfter, og Hakon tog saa hardt paa, at Sveden snart gik ham ud af Panden. Han krængte da Brynien af og smed den langt ud i Marken, hvorpaa
