her paa Græsset. Mærker derfor min sidste Villie. Her er den Kongering, som min Fader har baaret, og som Sigurd Jarl har sat paa mit Hoved, den maae I bringe Gunilds Sønner; thi der er norsk Kongeblod i deres Aarer. Hils dem, at de maae ikke gjøre mine Venner Fortræd, fordi de vare dem saa haarde idag, men søge ved Mildhed at vinde deres Hjerter, ligesom jeg gjorde; da ville de i disse gode Kjæmper have et Brystværn imod alle Avindsmænds Hug og Stød. Jeg har altid haabet, at blive ringet til Hvile af Christenklerker og ligge under en Tue med Kors inden for de hvide Christenmure; men jeg er det ikke værd, thi jeg har svaiet som et Rør mellem Odin og Christus, og hvem af dem, der skal have min Sjæl, det veed jeg ikke. Derfor kan I gjerne tage mit Liig paa Eders Skjolde og sætte i min Rustning, som jeg her ligger, i en Hedninghøi paa vild Mark, efter Eders Fædres Viis; thi vil den hvide Christus lukke mig sin Dør op, da finder han mig nok, ihvor jeg gjemmes.“ Derpaa reiste han sig overende med Haanden paa sin Vunde og sagde med hæs Røst: „Og nu Farvel mit elskte Folk! Tak for Eders Trofasthed imod mig. Vidste jeg, at Gunilds Børn meente Jer det saa godt, som jeg har meent det, da vilde jeg med Glade lukke mine Øine i. Og Du min blide Broder og Ven, Eyvind! som altid har været mit Hjerte næst i Vel som i Vee! Du har nu hverken Harpe eller Viv eller Ven, og Du kan aldrig faae dem igjen, uden af den Korsfæstede.“ Her kunde han ikke taale at tale mere, han saae endnu engang omkring paa sine Folk og sagde: „Lever vel, mine Børn!“ Tilsidst stirrede hans Øine paa Eyvind, men dermed gik de ogsaa i, og han faldt tilbage paa Ryggen uden Liv. — Somme af Mændene græd høit og holdt deres Skjolde for Ansigtet, Andre stode med Armene lænede paa deres Hellebarder og saae med vilde Øine ned paa Jorden, som om de vare vrede paa Nornerne, fordi de havde raadet det saa ilde for Norges Land. Andre stod gandske stive,
