ligesom Steenstøtter, korte af sørgelig Forbauselse, og tabte baade Øxer og Sværd ud af Hænderne. I tre Dage grove de en Høi paa Nordhordaland og græd ved ethvert Spademaal de toge og deri satte de ham, ligesom han havde gaaet i Slaget. Men Eyvind stod paa Toppen med et sørgeligt Ansigt og sang:
Hold ikke din Haand for din vaade Kind,
Du Granens bedrøvede Broder!
Viis Du kun din Taare med freidigt Sind
Som Barnet for Fader og Moder;
Thi Hakon ligger i Mulde,
Snart grønnes hans Been af Kulde.
Ja ret som den liden Fugl paa Qvist
Sig klager alt for sin Kjære,
Saa ville vi sørge, fordi med List
Troldqvinden slog vores Herre.
Kling ynkelig da, mine Strænge!
Som Hyrden fløiter paa Enge.
Du venlig varst som et Dalens Lam,
Naar med Fred Du sad i din Stue;
Men stod Du i Stridens raslende Ham,
Da maatte Nidinger grue.
Sov sødt da, du Milde, du Stærke!
Due og vilde Bersærke!
Hver Anden gaaer atter til Kjæmpernes Rad
Og glemmer med Tiden sin Møde;
Men Eyvinds Sjæl bliver aldrig glad,
Fra den Tid hans Elskede døde;
Thi Mulm og Stene ham skjule
Saa dybt i en drøvelig Hule.
Eyvind vilde ikke være tilstede, da de udraabte Harald, Gunilds ældste Søn, til Konge over Norge; endskjøndt denne tog det
