Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/338

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Harald raabte, at der ikke laae ham meget Magt paa, enten saadan liden Hund bjæffede ad ham eller ikke, da han meente, at have god Evne til at stoppe Munden paa den. Men Eyvind lod ham vide, at den Hund, han talte om, vilde stræbe desbedre at bruge Munden, mens den endnu havde den i sin Magt. Da vilde Harald strax lade Harpespilleren dræbe; men han turde ei for sine Mænd, hvorfor han gjemte Hevnen i sit Hjerte til en anden Leilighed. Eyvind gik da ud i den vilde Skov og byggede sig en Hytte, hvor han boede i tre Aar, og der blev aldrig seet Lystighed paa hans Ansigt fra det Øieblik af, han saae Hakon falde paa Marken. Han sad hele Dagen med Albuerne paa sine Knæe og Hagen i den flade Haand, og tænkte paa sin uforglemmelige Ven og Herre. — Harald lod ham skikke Bud, om han vilde gjøre Venskab med ham og synge i hans Borgestue; men Eyvind lod ham sige igjen, at han havde tjent een Konge saa god, at han ikke havde Lyst til at tjene den anden. Kongen meente, at han betænkte sig nok, naar Sulten drev ham ud af hans Skjul. Men heri tog han feil, da Eyvind ikke bekymrede sig meget for Føden; thi det bares ham for, at han ikke mange Dage skulde overleve sin Ven. En Sølvdolk havde Islænderne sendt ham, fordi han havde lagt et Qvæde paa Riim til deres Berømmelse. Den gav han bort for Brød, paa det at han i Ro og Eenlighed kunde sidde og overlade sig til sin Bedrøvelse. Han meente, i Følge Kongens sidste Ord, at Christus havde maaskee taget alt Held fra ham paa denne Jord, for at han skulde vende sig med Tro til ham. Men nu var hans Hjerte af Sorgen blevet haardt og koldt, saa at han sagde ved sig selv: „Dersom Christus mener med det Onde at tvinge mig til at tjene sig, da har han giort en feil Regning; da holder jeg mig hellere til den gamle eenøiede Mand, skjøndt han paa den senere Tid har varet temmelig hjelpeløs imod mig.“

I Skoven, hvor Eyvind levede, listede sig hist og her en