enkelt Munk frygtagtigen om mellem Træerene. Det var en Rest af dem, Hakon havde hentet fra Bretland, og som endnu ikke vare ihjelslagne af Hedningerne, og havde opoffret al den Tid, de kunde vente at leve i Verden, til at gjøre Christi Kirke større. En af disse kom til Eyvind en Morgen, da denne mindst tænkte at findes af noget Menneske i sit Lundehuus. Han blev derfor meget forundret ved at see en Mand i en stor sort Kappe med et lidet, sygeligt Ansigt at træde hen imod ham, og troede fuldt og fast, det var en Skovtrold. Manden begyndte at prædike om Christus for Eyvind; men denne bad ham gaae sin Vei. Da Munken mærkede, at Spillemanden var saa stivsindet, begyndte han at tale med ham om de fordømte Sjæles evige Pine og brugte haarde Trudsler mod ham. Da blev Eyvind vred, lettede sin store Harpe og slog ham i det blege Aasyn, saa det drønede i Sangbunden og Munken faldt baglænds om i Daanelse. Eyvind ventede paa, at han skulde staae op igjen; men han gjorde for det første ingen Mine dertil. Da sagde han ved sig selv: „Ikke skulde jeg dog troe, at han har havt saa mør en Brask, at den skulde briste for saa lidet Slag,“ gik hen og sparkede ham med Foden, og sagde: „Stat op, Christenmand! her haver Du ingen beqvemmelig Hovedpude at hvile paa.“ Munken fik Veiret igjen, reiste sig og gik ud af Huset, men sagde først: „Vor Herre forlade Dig, at Du haver saa mishandlet en Herrens Tjener. Jeg er slet ikke vred paa Dig derfor, da Du est en saa blind Hedning, at Du ikke haver bedre Forstand, og jeg veed, det vil blive Dig selv til størst Vee, naar Christus kalder os til Doms.“ Eyvind syntes, det var en underlig Viis at bede godt for den, man faaer en brudden Pande af; men han kunde dog ikke negte, at det var smukt gjort, og fortrød, at han havde givet den sorte Mand saa kort Besked. Derfor tog han bedre imod andre Munke, som havde søgt Redning i Skovene, og hørte taalmodig paa de hellige Fortællinger, de altid kom med, da han meente, dermed at gjøre
